Materialer

Dahl Studio arbejder med naturmaterialerne lavasten og terracotta. Materialerne forarbejdes og tilpasses hvert projekts æstetiske og funktionelle behov. Ved at kombinere håndværk og fleksibel produktion kan vi tilbyde skræddersyede løsninger.

Lava

Glaseret lavasten er et unikt naturmateriale fremstillet af massiv fransk vulkansk sten. Stenen udvindes i store blokke og skæres i skiver, som derefter kan formes, glaseres og brændes til holdbare og forfinede produkter. Ved at kombinere stenens rå styrke med den keramiske glasurs dybde og nuancer, er lavasten ideel til fliser, bordplader og vaske, hvor hver enkelt del specialfremstilles til det specifikke projekts behov.

Lavasten er meget slidstærkt og egner sig derfor til stort set alle former for projekter, med anvendelse til alle tænkelige formål både inde og ude, på vægge og gulve også i områder med meget trafik.

Terracotta

Glaseret terracotta er et traditionsrigt og alsidigt naturmateriale, skabt af brændt ler, som formes, tørres og efterfølgende glaseres og brændes igen. Materialet kombinerer en varm, levende stoflighed med stor holdbarhed og kan tilpasses i både farve, format og overflade.

Terracotta egner sig særligt godt til fliser og detaljer i både moderne og klassiske interiører. Hvert element fremstilles ofte i hånden, hvilket tilfører materialet en unik taktil kvalitet og subtil variation. Terracottas fleksibilitet i formgivning og farvevalg gør det til et oplagt valg med mange muligheder også på gulve i områder med let trafik, som fx badeværelser.